Flere og flere danskere er tilsyneladende blevet trætte af alenlange køer ved kassen, evige kampe om parkeringspladserne og søgen efter medarbejderen der kan pege i retning af de syltede agurker. Det er noget som de fire online supermarkeder Nemlig.com, Irma, Osuma og SuperBest nyder godt af – her kan du springe køen over, foretage indkøbene hjemme fra sofaen og hele tiden finde rundt i sortimentet uden at skulle løbe om kap med åbningstiden.

Men hvor er det egentlig billigst at købe sine varer henne? Og hvilket online supermarked har den bedste service?

Sådan foretog vi testen

onlinesupermarkedtest
Nemlig.com er billigst, mens Osuma er mere end 100 kroner dyrere. Hent vores indkøbsseddel her (PDF). Indkøb er foretaget 10. november 2014.

Bomagasinet har foretaget et stort indkøb i hver af de fire supermarkeder. Alle priserne i skemaet er butikkernes normalpriser. Vi har netop valgt at sammenligne på baggrund af normalpriserne, da det varierer fra uge til uge hvad der er på tilbud i de forskellige butikker, og dermed undermineres sammenligningsgrundlaget, hvis ét supermarked har flere af varerne på tilbud i forhold til det andet.

Der er primært blevet fokuseret på indkøb af konventionelle dagligvarer, og indkøbets størrelsesorden er afmålt efter hvad en familie på to voksne og to børn omtrentligt køber ind hver uge.

I testen indgår også leveringstider og hjemmesidens opbygning samt struktur, da det udgør en stor del af indkøbsoplevelsen i helhed, hvor ofte varerne kan leveres og hvor nemt det er at købe dem på nettet.

Nemlig.com er nr. 1: Billigst og hurtigst

nemlig
Nemlig.com vinder testen og er det billigste online supermarked.

Nemlig.com blev bedst i test, da priserne på både varer og leveringer i langt de fleste tilfælde er væsentligt lavere end hos konkurrenterne. Og med leveringsintervaller på 1 time i både hverdage og weekender fra tidlig morgen til sen aften, så er det nemt at planlægge sine indkøb så fleksibelt som muligt.

Levering:

Nemlig.com er de mest fleksible med leveringstidspunkterne, og du kan i timeintervaller fra tidlig morgen til sen aften få leveret dine varer alle ugens 7 dage.

Prisen for levering svinger fra 9 kr. op til 39 kroner, afhængigt af tid på dagen.

Fordele:

  • Stort udvalg af eksklusive varer
  • Meget fleksibel levering
  • Nemt at finde rundt på hjemmeside

Ulemper:

  • Minimumskøb på 400 kr.

Superbest er billig men ufleksibel

superbest
Superbest indtager testens andenplads.

Testens andeplads går til Superbest, som skal have ros for et generelt lavt prisniveau. Det trækker dog ned, at der kun er levering i dagtimerne mellem 8 og 16. Der er desuden ingen søgefunktion på forsiden (www.superbest.dk) – den skal man ind på en underside for at få frem (www.superbest.dk/online-supermarked).

Opdatering: Superbest sætter online-handlen med dagligvarer i bero fra 12. december, da kæden gennemgår en revidering af hele konceptet samt navneskift til MENY.

Levering:

Superbest har dag-til-dag levering og leverer i intervaller mellem klokken 8 – 12 og 12 – 16. Levering uden for disse tidspunkter er ikke muligt i nogle af de områder vi kontrollerede.

Priserne for levering varierer fra 29 kroner til 49 kroner.

Fordele:

  • Testens andenbilligste supermarked
  • Godt overblik i webshoppen
  • Bredt og godt sortiment

Ulemper:

  • Hjemmeside mangler søge-funktion på forside
  • Minimumskøb 400 kr.
  • Kun levering i dagtimerne (8 – 16)

Irma er stærke på økologi, men ufleksible med leveringen

irma
Irma er stærke på økologi- og omtankevarer, men knap så stærke på leveringen.

Testens tredjeplads går til den eksklusive supermarkedskæde Irma, der har specialiseret sig i økologi- og omtankevarer, samtidig med at de har et godt udvalg af discount. Desværre halter de alvorligt bagud med leveringerne, og bor du udenfor storbyen kan du kun få leveret varer to gange om ugen.

Levering:

I de større byer har Irma leveringstidspunkter i timeintervaller og dag-til-dag levering, mens der i mindre byer kun leveres få gange ugentligt og i intervaller på op til 8 timer.

Priserne varierer fra 0 til 59 kroner afhængigt af leveringstidspunktet.

Fordele:

  • Stort udvalg af økologi og omtankevarer
  • Hurtig hjemmeside

Ulemper:

  • Dårlige leveringsforhold udenfor storbyerne
  • Høje leveringspriser
  • Minimumskøb på 400 kr.

Osuma er dyrest: 115 kr. ekstra for de samme varer

osuma
Dyrt: Vores indkøb hos Osuma ender med at blive 115 kr. dyrere end Nemlig.com

Osuma ender på sidstepladsen og er testens dyreste online supermarked. Prisen ender hele 115 kroner højere end hos Nemlig.com, hvilket svarer til 5.980 kr. hvis du køber samme mængde varer én gang om ugen. Til gengæld er der intet miniumskøb, og leveringen er gratis ved køb for mere end 1.200 kroner.

Levering:

Osuma leverer kun på hverdage mellem klokken 12 og 16 eller 16 og 20. I flere områder er der dog åbent for flere leveringer i løbet af dagen, blandt andet mellem klokken 8 og 11.30 eller 19 og 22. Desuden tilbyder Osuma flere former for levering, og du kan eksempelvis vælge levering på køkkenbordet, ved fordøren eller sågar få lagt alle varerne på plads i køleskab, fryser og køkkenskabe!

Priserne for levering med Osuma starter på 49 kroner, men er altid gratis ved køb af varer for mere end 1.200 kroner.

Fordele:

  • Intet minimumskøb
  • Hjemmeside er nem og overskuelig
  • Gratis levering ved store køb over 1.200 kr.

Ulemper:

  • Testens dyreste forretning
  • Ufleksible leveringstider
  • Kun levering i hverdagene
Forfatter

Jeg er familiefar og husejer, med stor interesse i at finde de bedste og mest inspirerende produkter til både hus og have. Med tiden har jeg fået et bredt kendskab til hvad der rør på sig, og det formidler jeg videre med stor glæde og interesse.

1 kommentar

  1. Fint test. Jo mere fokus på digital dagligvarehandel jo bedre. Så kan vi få Coop og Dansk supermarked ud af busken. En ny stor test fra Politiken viste at Nemlig.com slog 6 andre fysiske supermarkeder på prisen, i et testindkøb af basisvarer for ca. 600 kr.

    Vh. Søren

Skriv en kommentar