Sådan vælger du den bedste boremaskine: Guide og råd (+ tips)
En boremaskine er nok det vigtigste værktøj, du kan have i værktøjskassen. I dag er de fleste boremaskiner enormt alsidige og kan klare et utal af opgaver. Men hvilken maskine er egentlig den helt rigtige til dig og dine behov?
Du ved aldrig, hvornår du får brug for en boremaskine, men en ting er sikkert: du vil få brug for den. En boremaskine er et must have i ethvert hjem, da den kan gøre en lang række opgaver langt nemmere for dig. Hvad enten du skal hænge hylder op, bygge en terrasse i sommerhuset eller sågar slå klinker ned i badeværelset, er boreværktøjet din bedste ven.
Læs også: Test af boremaskiner: Her er de bedste
Det er dog med boremaskiner, ligesom med alt andet teknik, at det findes i et utal af varianter. Fra flere tusinde kroner til få hundrede, med ledning, med batteri, i et utal af farver og med vidt forskelligt tilbehør. Så hvad skal du vælge?
Vi har bedt værktøjsforhandleren Faisto.dk om at uddybe, hvad der er vigtigt at overveje inden køb af en ny boremaskine. Herunder er en gennemgang af de 3 vigtigste overvejelser:
Hvad skal du bore i?
Det lyder måske banalt, men de materialer, som du skal bore i, er faktisk afgørende for hvilken maskine der den er bedste til dig.
Normal bore-/skruemaskine anbefales til lette opgaver
Skal du blot bore i træ, skrue en hylde op eller samle møbler, er en ganske almindelig bore-/skruemaskine til et par hundrede kroner fin. Skal den også kunne bore i metal, skal du investere i en maskine med lidt flere kræfter (Volt) og nok også smide et par hundrede kroner oveni.
Slagboremaskinen anbefales til bl.a. beton og mursten
Skal du bore i mursten eller gasbeton, skal du vælge en slagboremaskine. Slagboremaskinen er kraftigere end en almindelig boremaskine, da den slår sig igennem materialet. Du kan sagtens bruge slagboremaskinen som almindelig bore-/skruemaskine, men overvej om det er nødvendigt, for ofte vejer en slagboremaskine en del mere.
En slagboremaskine klarer dog også opgaverne endnu hurtigere, så skal du lave mange opgaver, vil det helt sikkert være en god investering. Der findes også sæt, hvor du får både en almindelig bore-/skruemaskine og en slagboremaskine, dette er en fordel til dig, der er ved at sætte hus/lejlighed i stand, da du helt sikkert vil få glæde af både og.
Borehammeren anbefales til de mest krævende opgaver
Og så er der selvfølgelig borehammeren. Det er den kraftigste type af boreværktøj på markedet, og den kan altså håndtere det meste – både træ, mursten og beton. Borehammeren laver hurtige slag-bevægelser og har virkelig meget power. Men husk: borehammeren kan også blive for kraftig. Brug fx aldrig en borehammer til at bore i klinker/fliser (med mindre de skal fjernes helt).
Uanset hvilken type maskine du er ude efter, er det værd at holde øje med Volt. Det indikerer, hvor kraftigt dit batteri er og altså, hvor stor spænding der bliver sendt til din maskine. Jo flere Volt, des kraftigere batteri. Kigger du på maskinens ampere (Ah) indikerer dette, hvor lang tid dit batteri kan holde sin maks power. Jo høj ampere, des længere batterilevetid.
Hvad er dit budget?
Det gælder for værktøj som med alt andet: Pris og kvalitet følges generelt ad. Det betyder selvfølgelig ikke at de billigere maskiner er dårlige, men spørger man de håndværksuddannede rådgivere hos Faisto og andre forhandlere af professionelt udstyr, kan det godt svare sig at investere i en af de lidt bedre boremaskine fra eksempelvis Makita, DeWalt eller den blå Bosch-serie.
Når du ser på priser, skal du også holde øje med, hvilket tilbehør du får med. Bore-/skruemaskiner kan leveres med et hav af forskelligt tilbehør såsom batterier, lader, kuffert eller bitssæt.
Det er også værd at overveje, hvor tit du udfører projekter derhjemme. Hvis du sjældent har brug for værktøj, behøver du måske ikke de dyreste og kraftigste maskiner. Kaster du dig ofte over gør-det-selv projekter, er det godt at gå lidt op i pris. Så er der flere maskiner i mellemprisklassen (1.000-2.000 kroner), som vil passe perfekt til dig.
Hvad har du brug for?
En lidt overset detalje ved boreværktøj er, at der findes udstyr, man har brug for ud over selve boremaskinen.
Et bor er ikke bare et bor
Tag bare bor. Der findes selvfølgelig universalbor, som kan klare det meste, men vil man virkelig se flotte resultater, er det en god idé at købe et bor, der passer specifikt til dit materiale. Der findes nemlig både metalbor, træbor, murbor og hulsave. Derudover kan et ekstra batteri ofte gøre lykke i værktøjskassen, så man slipper for en tvungen og irriterende ladepause midt i gør-det-selv arbejdet.
Tung maskine = mere power
Let maskine = bedre ergonomi
Derudover skal du tage stilling til, hvilken slags maskine der passer bedst til dig. En tung maskine vil tit have meget power, men den kan også være hård at bruge i lang tid.
Er det første gang du køber elværktøj, anbefales det at købe et sæt hvor du får både batterier og lader med. Det er oftest billigere, og på den måde kan du fremover nøjes med at købe solo maskiner (maskiner uden batteri), da du kan benytte dine batterier på tværs af maskiner – så længe du holder dig til ét mærke og system. De fleste kendte mærker har hver sit system, og da batterier er dyre kan du spare mange penge ved at vælge ét system der passer til de samme batterier. Overvej derfor allerede fra start, om du vil have et af de bedre og mere kvalitetsbevidste mærker, så du er sikret værktøj, der holder i mange år.
Fordelen ved at holde sig til ét mærke er, at du er sikker på at dit værktøj fungerer sammen på kryds og tværs. Meget at det tilbehør man køber til sine maskiner kan bruges på andre maskiner også. Det er også langt nemmere at have én type batteri, som du kan bruge i alle dine maskiner. Beslutter du dig for at gå med ét mærke, er det vigtigt at du holder dig til 18 Volt-batterier, da alle mærker har det største sortiment her. Du vil også blive glad for at vælge et batteri med en forholdsvis høj kapacitet (4,0Ah eller over), således at du kan arbejde en hel dag uden nødvendigvis at skulle lade batteriet op undervejs.
Den korte opsummering
Find ud af hvad du skal bore i, hvad dit budget er og hvor stort dit behov er og vælg den maskine der passer til dig. Har du mange forskellige fremtidige projekter, kan det være en stor fordel at vælge ét mærke, så du ikke skal investere i flere forskellige sæt batterier.
Se også denne lignende artikel på vores side: Boremaskine test – her er de 8 bedste akku boremaskiner