Sådan gør du haven vinterklar - guide til kulde-klargøring af haven

Sådan gør du haven vinterklar - guide til kulde-klargøring af haven

Når vinteren nærmer sig og temperaturen langsomt daler, er det på tide at forberede haven til vinter. Planter, der normalt vokser i varmere klima, kan nemlig have brug for lidt hjælp til at klare sig gennem vinteren. Derudover er det en god idé at foretage en efterårsoprydning, så din have står fin og ryddelig igennem vinteren, klar til endnu en sæson når foråret sætter ind.

I denne artikel gennemgås følgende, der gør haven klar til vintersæsonen:

  • Sådan beskyttes sarte planter mod kulde
  • Sådan ryddes haven før vinter
  • Klip græsset sidste gang før vinter
  • Sæt plæneklipperen i vinterhi

Sådan beskyttes sarte planter mod kulde

Afhængigt af plantetype, kan det være nødvendigt at beskytte dem mod vintervejret. Her er det især kulden der kan gøre kål på planterne, så det kan være en god idé at beskytte dem.

Eksotiske planter skal overvintre indendørs

Planter, der ikke er vinterhårdføre, har brug for beskyttelse for at klare sig igennem vinteren. Hvis du har planter, der normalt vokser i varmere klima, eksempelvis oliven, citrus, fuchsia m.fl., skal de flyttes til et opvarmet rum hvor temperaturen som minimum kan holdes på mellem 5 og 10 grader. Husk også at de skal have rigeligt med lys. Et opvarmet drivhus kan bruges til dette, men ellers kan en udestue også bruges.

Planter med frostsarte knolde skal graves op og tørres

Planter med frostsarte knolde, eksempelvis begonia, gladiolus og dahlia, skal graves op og tørres. Hernæst bør de opbevares i et rum uden frost, hvor de samtidig skal kunne ligge delvist mørkt i op til 10 graders varme. Sørg for at der er god luftcirkulation omkring dem, og hold dem under jævnligt opsyn så dårlige knolde kan fjernes undervejs.

Delvist vinterhårdføre planter skal pakkes ind

De fleste af havens planter kan ikke lige graves op og sættes i varmere omgivelser, men typisk kan de med lidt hjælp klare sig igennem vinteren alligevel. Du kan eksempelvis pakke dem i halmmåtter eller fiberdug, og den omgivende jord kan dækkes med grangrene og visne blade. Dermed gøres klimaet omkring planterne en lille smule varmere, samtidig med at der er skygge og læ.

Sådan ryddes haven før vinter

Der er mange måder du kan forberede haven på vinteren komme, så den står flot og ryddelig gennem hele sæsonen. Det er ligeledes en fordel at have ryddet op i haven i efteråret, for når foråret så melder sin ankomst er du hurtigt klar til en ny sæson.

Fej blade sammen

Når træer og planter i løbet af efteråret smider sine blade, er det en god idé at få dem indsamlet og fjernet. Bladene lægger sig blandt andet i græsset hvor de skygger for den sparsomme sol, men de ligger også og rådner i løbet af vinteren. Her kan det være en fordel at få dem fjernet mens de stadig er tørre og blot blæser rundt i haven, så den fremstår pæn og ryddelig gennem hele vinteren.

Er kun få blade landet i din have, kan du blot lade plæneklipperen køre over dem. Så bliver de snittet i stykker, og når de nedbrydes kan græsset optage næringen derfra.

Hvis du har en stor have med mange blade liggende hvert år, så kan du læse vores artikel om trillebøre, hvor du kan finde en, som kan arbejdet en del lettere.

Vask haveredskaber

Dine haveredskaber holder sig bedst, når de gøres rene og opbevares tørt. I efteråret kan det derfor være en god idé at samle dem ind, vaske dem og eventuelt smøre fleksible led med lidt olie. Sørg for at opbevare alle haveredskaber tørt over vinteren, så de er klar til brug i foråret.

Dæk havemøblerne til

Alle slags havemøbler, uanset om det af træ-, plast- eller teak havemøbler, holder sig bedst hvis de overvintrer under et overtræk. Det behøver ikke være et dyrt overtræk – en presenning kan også gøre det.

Fordelen ved at dække havemøblerne til for vinteren er først og fremmest at de holder sig rene og tørre, men især træhavemøbler holder sig pæne og kræver mindre pleje hvis blot de får lov at overvintre under et overdække.

Tøm krukker og sæt dem i skuret

Hvis du har krukker til at stå med vand eller jord i løbet af vinteren, kan du risikere at de sprækker når temperaturen kommer under frysepunktet. Vand udvider sig nemlig, og det kan få krukker af keramik til at sprække. Også halve whiskytønder og lignende træbaljer kan risikere at sprække hvis de står med vand. Derfor er det en rigtig god idé at tømme alt og vende det på hovedet, så der ikke kan samle sig vand i løbet af vinteren.

Det er heller ikke alle krukker der er frostsikre, og dermed kan de risikere at få frostsprængninger hvis ikke de opbevares i læ for kulden. Det kan være i et skur eller lignende, hvor temperaturen typisk er et par grader højere end udenfor. Du kan selvfølgelig også pakke krukkerne i halmmåtter eller lignende, så de er bedre beskyttet mod naturens elementer.

Sæt havetrampolinen fast

Har du en havetrampolin, er det en rigtig god idé at fastgøre den til jorden. Det kan eksempelvis gøres med et forankringssæt, som kan købes til de fleste bedre trampoliner på markedet. Har du ikke mulighed for at skaffe et forankringssæt, kan du i de fleste byggemarkeder købe et jordanker hvortil trampolinen vil kunne fastspændes på en sikker og hensigtsmæssig måde.

Klip græsset en sidste gang før vinter

Græsset vokser fortsat et godt stykke ind i efteråret, og stopper først når temperaturen i jorden når ned omkring 5-6 grader. Typisk sker det i midten eller slutningen af oktober, hvor du så klipper græsset en sidste gang. Som hovedregel skal græsset ikke under 4 centimeter når det klippes for sidste gang, da du ellers risikerer at svække rodnettet. Dette vil give anlæg for mos og ukrudt, der gladeligt etablerer sig og hurtigt kan overtage plænen.

Sæt plæneklipperen i vinterhi

Efter du har slået græsset en sidste gang før vinteren, er det en god idé at klargøre plæneklipperen til sit vinterhi. Start med at rengøre den, og smør gerne de bevægelige dele. Er den benzindrevet, er det en god idé at tømme tanken. Og hvis den er batteridrevet, skal batterierne opbevares indendørs og helst være fuldt opladt, da lithium-ion batterier kan blive ødelagt hvis de får kulde eller bliver fuldstændig afladt.

Kilde: Bolius

Bedøm denne artikel

Klik på en stjerne for at bedømme