De 10 mest hadede nabotyper: Hvad du bør vide og hvordan du håndterer dem
Langt de fleste danskere har et godt forhold til deres naboer, for det er man nødsaget til uanset om man bor i lejlighed eller villa. Godt naboskab udvikler sig ofte til livslange venskaber, hvor man passer på hinanden og hjælper hvor det er muligt.
Men indimellem støder man på naboen fra helvede – personen der larmer på alle de forkerte tidspunkter, har lidt for lange ører eller bare er en god, gammeldags gnavpot.
På baggrund af en lang række avisartikler, forumindlæg og fortællinger, har vi delt naboerne op i 10 forskellige typer. Læs om dem alle herunder – måske kender du en eller flere af typerne:
Ligusterfascisten
Hvis du nogensinde har set “Fint skal det være” og husker navnet Hyacinth Bucket, har du et meget godt billede af hvilken slags nabo der er tale om her.
Ligusterfascisten ynder at holde opsyn med alt og alle på vejen, men agerer også gerne villapoliti og håndhæver diverse mere eller mindre selvopfundne regler. Her er der ikke plads til afvigelser, og forskellighed tolereres simpelthen ikke.
Rasmus Modsat
Rasmus Modsat er velsagtens ligusterfascistens værste mareridt. Det er naboen, som sætter en ære i at være på tværs og altid gør tingene 100 % anderledes end andre. Ofte er denne nabo også skyld i, at møder i bl.a. bolig- og grundejerforeninger tager dobbelt så lang tid som de burde. Rasmus Modsat skal nemlig lige lufte sin uforbeholdne mening til alle punkterne, og går ikke i vejen for at diskutere selv meget små detaljer.
Denne nabotype opfører gerne et 2 meter højt læhegn om sin matrikel, hvis alle andre naboer på vejen har bøgehæk.
Den snaksagelige
Uanset om det er opgangen eller indkørslen du bevæger dig ud af, kigger du dig altid over skulderen en ekstra gang. Du vil nemlig nødigt risikere at møde sludrechatollet, for så skal du bruge det næste kvarter på at undskylde og fortælle at du faktisk er nødt til at skynde dig, fordi du har ting du skal nå.
Den snaksagelige elsker både at snakke om sig selv og at stille dig tusind spørgsmål om alt fra dit valg af spegepølse til viceværtens fejning af gårdspladsen.
Spionen
Denne type nabo elsker at holde øje med alt og alle. Bilerne på vejen, de forbipasserende og hvilken slags hund Jens i nr. 24 har købt.
Ofte er gardinerne trukket for vinduerne, men du er 100 % sikker på at Spionen står bagved og lytter eller kigger ud igennem små sprækker.
Spionen kender alle i området – men de kender ikke nødvendigvis ham/hende.
Skrigeren
Det sker ofte ved sengetid, lige når du har lagt dig til rette med en bog, som du tog fra bogreolen, eller det seneste afsnit af Game of Thrones. Først hører du små rumsterelyde, men gradvist begynder du at høre høje skrig. Det hele kulminerer i noget der lyder som operasang, hvorefter der bliver bomstille.
Dagen derpå er det utroligt akavet at møde Skrigeren i opgangen.
Festaben
Livet er en fest, og du er inviteret. Til at høre på naboens fest, forstås.
Festaben elsker høj musik og liv i gaden. Det fører ofte til at du står i dit nattøj og banker på naboens hoveddør, for at få musikken ned på et tåleligt niveau.
Til gengæld er der bomstille om formiddagen og ud på eftermiddagen, hvor tømmermændene plejes.
Håndværkeren
Undrer du dig nogen gange over, hvorfor du konstant hører bore- og hamrelyde fra naboen? Så er det nok fordi noget er ved at blive fikset.
Håndværkeren har altid noget der skal repareres, samles eller bygges. Det kan nogen gange føles som om at naboen har uendelige kvadratmeter væg, for du har efterhånden hørt boremaskinen tusind gange.
Og håndværkeren går altid i gang lige når du har lagt hovedet på puden for at få en tiltrængt middagslur…
Rodehovedet
De fleste er gode til at holde orden, men indimellem støder du på en nabo der er bidt af en gal samler. Alverdens gammelt ragelse ligger i store dynger i både haven, indkørslen og inde i hjemmet. Der smides aldrig noget ud, og du er faktisk i tvivl om naboen overhovedet ejer en støvsuger.
Sportsfanatikeren
Sportsfanatikeren er vild med næsten al slags sport og følger typisk med i flere forskellige sportsbegivenheder, som afvikles over hele året.
Det betyder at du ofte hører højlydte tilråb, og du kommer nogen gange i tvivl om naboen slås eller blot lever sig ind i kampene. Du er aldrig i tvivl om sportsfanatikerens favorithold har vundet eller tabt.
Kunstneren
Du sidder lige og mediterer, da naboen beslutter sig for at øve sig på trompeten. Din meditation er nu ødelagt, og du kan se frem til en times tid med solokoncert.
Kunstneren elsker at udfolde sine kreative evner, og det indebærer ofte at du som nabo må lægge ører til lidt af hvert. Du er tit i tvivl om det er katte der jamrer, eller om det blot er naboens nye instrument du kan høre.