Blomsterløg er elsket af mange, fordi de giver fantastisk flotte og farverige blomster allerede fra starten af året og helt frem til sommermånederne. Af den grund lægges de ofte i bede hvor der står andre planter uden blomst, men de kan også lægges i krukker og under træer.
Der findes hundredvis af sorter, og du har således rig mulighed for at sammensætte dine yndlingsfarver og forlænge havens blomstringsperiode.
I denne artikel guider vi dig til de bedste og mest populære sorter af blomsterløg, som enten blomstrer i det tidligere forår eller hen mod sommeren.
Fordele ved blomsterløg
Fordelene ved blomsterløg er mange. Først og fremmest findes der sorter der giver flotte blomster allerede i begyndelsen af året, hvor vintergækkerne er nogle af de tidligste til at vokse op og blomstre. Af den grund kan løgblomsterne være et af de første tegn på det snarligt kommende forår, og hvis du blander flere sorter kan du endda have et blomsterbed med forskellige farverige blomster i mange måneder uafbrudt.
Mange lægger også blomsterløgene i bede, hvor der i forvejen er plantet blomster, men hvor disse først blomstrer i løbet af sommeren. Her kan der så med fordel lægges blomsterløg med tidligere blomstringsperiode, hvorved bedet ser levende og farverigt ud i længere tid.
Under træer eller i krukker kan blomsterløg også lægges, og der kan du også kombinere flere sorter for på den måde at forlænge blomstringsperioden og give haven et godt farvespil.
De bedste blomsterløg
Der findes sorter af blomsterløg, der blomstrer allerede i januar-februar måned. Det gælder blandt andet erantis, vintergæk og krokus, som normalt er blandt årets første forårsbebudere.
Herunder finder du en oversigt over nogle af de mest populære blomsterløg, deres blomstringstider og læggetider:
Actaea
De smukke, hvide forårsblomster kan være med at lyse din have op i foråret, hvor de er en klar og stemningsfyldt påmindelse om, at vinteren er ovre, og sommeren er på vej.
- Farver: Hvid
- Blomstringsperiode: August – september
- Plantes højde: 1,5 meter
- Placering: Fuld sol, halvskygge
- Jordkvalitet: Alm. fugtighedsbevarende havejord, surbund.
Queen Of Marvel
Navnet lover en masse, og den smukke blomstring kan helt sikkert leve op til de høje forventninger.
- Farver: Rosa
- Blomstringsperiode: Maj
- Placering: Fuld sol
Salmon Price
Du kan ligeledes kombinere Salmon Price med tulipaner i andre farver for at skabe et vildt udtryk i haven.
- Farver: Fersken
- Blomstringsperiode: Marts – april
- Plantes højde: 40 centimeter
- Placering: Fuld sol
- Jordkvalitet: Alm. fugtighedsbevarende havejord
Golden Harvest
Golden Harvest er ligeledes ikke særligt appetitlig for dyr, som kan leve i haven og spise dine blomster.
- Farver: Gul
- Blomstringsperiode: Marts – april
- Placering: Fuld sol
- Jordkvalitet: Alm. fugtighedsbevarende havejord
Crocus Jeanne D’arc
- Farver: Hvid
- Blomstringsperiode: Marts – april
- Placering: Fuld sol
- Jordkvalitet: Alm. fugtighedsbevarende havejord
Muscari Armeniacum
Slægten stammer fra Middelhavsområdet, og utroligt mange arter i slægten bliver plantet i haver verden over.
- Farver: Blå
- Blomstringsperiode: Marts – april
- Placering: Fuld sol
- Jordkvalitet: Alm. fugtighedsbevarende havejord
Allium Ambassador
De røde nuancer giver et smukt udtryk i ethvert bed eller højbed.
- Farver: Violetrød
- Blomstringsperiode: Juni
- Placering: Fuld sol
- Jordkvalitet: Alm. fugtighedsbevarende havejord
Erantis
Gul blomst, og en af de første forårsbebudere sammen med vintergæk. Kan vokse i næsten alle jordtyper. Blomstrer typisk mellem januar og februar.
- Farver: Gul
- Blomstringsperiode: Januar – februar
- Læggeperiode: September – november
- Plantens højde: 5 cm.
- Placering: Halvskygge
- Jordkvalitet: Porøs / tåler flere typer
Vintergæk
Fin lille hvid blomst, som kendes fra gækkebreve. Planten i sig selv er også blandt de mindste af sin slags, og de bliver normalt ikke højere end cirka 10 centimeter. Blomstrer gerne mellem februar og marts.
- Farver: Hvid
- Blomstringsperiode: Februar – marts
- Læggeperiode: September – december
- Plantens højde: 10 cm.
- Placering: Halvskygge
- Jordkvalitet: Humusrig / tåler flere typer
Krokus
Sart blomst i gule, violette og/eller hvide nuancer. Foretrækker en humusrig jord, som også gerne må være leret så længe den er godt drænet. Blomstrer normalt mellem februar og marts.
- Farver: Gul / violet / hvid / mix
- Blomstringsperiode: Februar – marts
- Læggeperiode: September – december
- Plantens højde: 10 cm.
- Placering: Halvskygge
- Jordkvalitet: Humusrig / tåler flere typer
Narcis
Nikkende blomster i hvide, gule og orange farvevariationer. Narcisser hører til de robuste og meget gamle løgblomster, og under slægten findes et mangfoldigt antal sorter. Narcisser kaldes af mange også for påskeliljer, og de blomstrer typisk mellem marts og april.
- Farver: Hvid / gul / orange
- Blomstringsperiode: Marts – april
- Læggeperiode: September – oktober
- Plantens højde: 20 cm.
- Placering: Halvskygge
- Jordkvalitet: Muldjord med grus / tåler flere typer
Tulipan
En af de mest populære, farverige og robuste løgblomster, vi har herhjemme. Der findes et meget stort antal forskellige sorter under tulipanslægten, hvilket til dels skyldes Hollands ihærdige indsats med at forædle og dyrke sorten. Tulipaner blomstrer typisk mellem april og maj.
- Farver: Mange (både blandinger og helfarvede)
- Blomstringsperiode: Marts – maj (varierer fra art til art)
- Læggeperiode: September – november (varierer fra art til art)
- Plantens højde: 40 cm.
- Placering: Halvskygge / læ for vind
- Jordkvalitet: Tåler flere typer
Hyacint
De velduftende blomster sidder på hyacinten i en klynge, og fås i mange smukke farver fra lilla over i pink, gul og rød. Hyacinter bliver op til 25 centimeter høje og blomstrer typisk mellem april og maj.
- Farver: Lilla / hvid / pink / gul / rød
- Blomstringsperiode: April – maj
- Læggeperiode: September – november
- Plantens højde: 25 cm.
- Placering: Sol
- Jordkvalitet: Let porøs / tåler flere typer
Skilla
Skilla har et stort antal fine små blåhvide stjerne- eller klokkeformede blomster, og løgblomsten er meget taknemmelig og nøjsom. Den blomstrer typisk mellem april og maj.
- Farver: Blåhvid
- Blomstringsperiode: April – maj
- Læggeperiode: September – oktober
- Plantens højde: 15 – 20 cm.
- Placering: Sol / halvskygge
- Jordkvalitet: Humusrig / tåler flere typer
Anemone
Kønne blomster i forskellige farver, der varierer afhængigt af arten. De tidligste sorter under anemone-slægten blomstrer allerede i marts, mens andre lader vente på sig til april-maj.
- Farver: Hvid / lilla / rød
- Blomstringsperiode: Marts – juni (varierer fra art til art)
- Læggeperiode: Marts – december (varierer fra art til art)
- Plantens højde: 25 cm.
- Placering: Sol / halvskygge
- Jordkvalitet: Næringsrig / tåler flere typer
Blomsterløg i krukker
Blomsterløg kan med fordel plantes i krukker, så du kan stille dem frem når de blomstrer og flytte dem når de er afblomstret. Fordelen herved er at du ikke behøver dedikere et helt bed til dine blomsterløg, samt at du kan fremme udviklingen af blomsterløgene ved at stille dem lunt så de hurtigere skyder op af jorden.
Herunder er et par gode råd til plantning af blomsterløg i krukker:
- Plant altid dine blomsterløg i en stor, dyb og frostsikker krukke med dræn i bunden. På den måde undgår du at den revner i frostvejr, og med drænet sikrer du at løgene ikke står i vand og dermed rådner.
- Lad krukkerne med blomsterløg overvintre i drivhuset eller garagen, eller dæk til med fiberdug ved frostvejr. Jorden i krukkerne må ikke nemlig ikke fryse til, da blomsterløgene i så fald vil tage skade.
- Læg gerne flere slags blomsterløg i de lag der kræves fra gartneriet, og dæk hvert lag med lidt pottemuld iblandet grus. Løgene skal placeres så de ikke rører hinanden, og de største skal ligge i bunden mens de mindste skal ligge øverst.
Længere blomstring eller farveeksplosion?
Hos Idényt kan du læse om to forskellige metoder til at lægge blomsterløg, alt efter om du ønsker “100 dages blomstring” eller “farveeksplosion i en kort periode”. Metoderne går i al sin enkelthed ud på at du enten vælger en række forskellige sorter med forskellige blomstringsperioder, eller holder dig til forskellige sorter med samme blomstringsperiode. Du kan således vælge om du ønsker at have færre blomstrende planter der afløser hinanden over en periode på cirka 100 dage, eller om du ønsker at alle blomster springer ud næsten samtidig, og danner et bed fyldt med smukke farver.
Herunder kan du læse lidt mere om hver enkelt metode:
100 dages blomstring
Hvis du ønsker at have glæde af farvestrålende blomster i en længere periode, skal du lægge blomsterløg af forskellige sorter og med forskellige blomstringsperioder i samme bed. Det kan være tidlige sorter som erantis, vintergæk og krokus, samt senere sorter som narcis, tulipan og hyacint. De forskellige blomster vil så afløse hinanden, så dit bed står med blomster allerede fra januar eller februar og helt frem til maj eller juni måned.
Farveeksplosion i en kort periode
Her fyldes bedet med 1-2 forskellige sorter, der blomstrer på samme tidspunkt. Denne metode foretrækkes blandt andet af haveejere, der ønsker at hele haven skal stå fyldt med blomster i en bestemt periode.
Sådan lægger du blomsterløg
Det er nemt at lægge blomsterløg, så længe din have opfylder deres simple krav til jordkvaliteten. Som udgangspunkt skal de lægges i en almindelig, let og næringsrig muldjord. Det er desuden vigtigt at den er veldrænet, da der endelig ikke må stå vand omkring løgene. Det vil få dem til at rådne, og du vil blive skuffet når der ikke skyder blomster op det efterfølgende år.
De fleste blomsterløg foretrækker en placering med halvt skygge og halvt sol. De fleste sorter tåler dog også fuld sol, men det vil forkorte blomstringsperioden.
Læg løgene i en dybde der svarer til løgets størrelse gange 3. Er du i tvivl, kan du altid se på pakken hvor dybt de skal placeres. En god tommelfingerregel er desuden at store løg skal ligge under mindre løg, og at ingen løg må ligge så de rører hinanden.
I løbet af oktober måned kan du med fordel sprede 2-300 gram gødning for hver 10 kvadratmeter bed. Dette er især gavnligt hvis du har mange blomsterløg i haven, da de alle skal kunne optage den rette mængde næring for at kunne udvikle sig.
Blomsterløg kan lægges med en helt almindelig planteske, og gerne en type hvor der er centimeter-mål på selve skeen. Dermed kan du nemt lægge blomsterløgene i den rette dybde, og dække hullet til efterfølgende. Der findes desuden et redskab kaldet en løglægger, som kan købes i stort set alle byggemarkeder og havecentre. Den er udformet som et lille cylinder med et håndtag, hvor cylinderen stikkes i jorden for at trække den med op. Efter løget er lagt i hullet kan du lette lidt på håndtaget, hvorved cylinderen åbnes og jorden slippes ned i hullet igen.
Når blomsterløgene lægges, er det vigtigt at de vender den rigtige vej. Sørg derfor altid for at enden med roden vender nedad, samt spidsen vender opad.
Sådan passer du blomsterløg
Når blomsterløgene først er lagt i jorden, skal du egentlig blot vente. Du kan dog gøre et par enkelte ting, som fremmer udviklingen af blomsterløgene.
Dæk de tidligste sorter med grangrene, for at hjælpe dem lidt på vej. Det gør at de skyder tidligere, og inden de blomstrer kan du så fjerne grangrenene igen.
Er blomsterløgene lagt i plænen, skal du vente med at klippe græsset første gang til alle løgplanterne er visnet ned. De har desuden brug for regelmæssig gødning, hvilket også er tilfældet hvis du har lagt mange blomsterløg samme sted.
Har du meget leret jord i dine bede kan du blande op med vasket sand, hvilket sikrer bedre afdræning og dermed bedre forhold for blomsterløg.
Oktober måned er den bedste at gøde i, da blomsterløgene opbygger næring og energi i løbet af efterårsmånederne til det efterfølgende års blomstring.
Afhængigt af sorten, kan det være en god idé at vande i de tørre perioder.